Pendlerliv

For mange kan udsigten til at pendle til sit job være en stopklods for at flytte fra hovedstadsområdet. Mange overser, at det i hovedstadsområdet let tager 1,5 time at komme på arbejde – altså samme tid, som det tager at køre i tog eller bil fra Nykøbing Falster til hovedstadsområdet.

I Guldborgsund er pendling en del af mange borgeres hverdag, og med en velfungerende infrastruktur er det ingen udfordring. Der er gode vejforbindelser nord på mod hovedstadsområdet, syd på mod Tyskland eller vest på til Nakskov eller Fyn. Derudover tager det kun 1,5 time med tog fra banegården i Nykøbing Falster til Hovedbanegården i København. Det er forventningen, at togforbindelserne i de kommende år bliver forbedret, så det om få år blot vil tage en time fra Nykøbing Falster til København.

Derudover er der god mulighed for at pendle sammen med andre. Guldborgsund Kommune abonnerer på tjenesten pendlernet.dk, hvor du kan finde en kørselsmakker fra dit hjem til din arbejdsplads, lige meget hvor du arbejder. Ved at pendle sammen med andre via pendlernet.dk kan der spares både penge og CO2, når der kører flere i samme bil. Samtidig kan samkørslen være med til at udvikle nye bekendtskaber og fællesskaber i Guldborgsund.

Hvis pendling til dit arbejde fortsat virker uoverkommeligt, er der god mulighed for at finde et job i lokalområdet. Lige nu er der flere jobåbninger inden for forskellige sektorer.