Lolland-Falster er fællesskabets land. Det er et område med et rigt foreningsliv, en blomstrende frivillighed, talrige faglige og sociale netværk og et stærkt sammenhold. Uanset hvilken forening eller hvilket netværk, man tager aktivt del i, føler man den særlige samhørighed om sagen og for landsdelen, som kendetegner Lolland-Falster.

I Guldborgsunds foreningsliv er der gode muligheder for at dyrke sport på hobby- eller eliteplan. De lokale sportsforeninger tilgodeser både bredden og eliten, og der investeres hele tiden i at forbedre foreningernes faciliteter. En anden mulighed i foreningslivet er at støtte gode sager. I alle de lokale foreninger er der mange frivillige, og som tilflytter er foreningslivet en god indgang til at få en ny omgangskreds og skabe nye venskaber.

Derudover bugner Guldborgsund af netværk af social såvel som faglig karakter. Det største netværk er Lolland-Falster Lovestorm, der er et online fællesskab, som deler gode historier om landsdelen. Bag fællesskabet står foreningen Sammen om Lolland-Falster (SOLF), der arbejder for at fremme Lolland-Falsters stemme. Derudover er der blandt andet særlige netværk for erhvervsaktive, iværksættere og kvinder, hvor der er garanti for at få udvidet sine horisonter både fagligt og socialt.

Endelig har de fleste af Guldborgsunds landsbyer deres eget fællesskab, som kan følges på sociale medier eller på app’en Min Landsby.