Birgitte Lygum, Stubbekøbing

Pensionist og maler.

Flyttede fra Bornholm til Stubbekøbing i 2011.
 

Vi ser hinanden

De første 50 år af mit liv boede jeg på Østerbro i København, men jeg har altid savnet natur, lys og udsyn mens jeg boede i storbyen. Derfor tog jeg tit ned til søerne og kiggede på vandet og træerne. I 2000 mødte jeg en mand som jeg flyttede sammen på Bornholm. Der får man alt det jeg havde savnet. Efter otte år blev vi skilt og et par år senere flyttede jeg fra Bornholm, fordi jeg ville have lettere ved at komme til København, hvor min datter bor. Det blev Stubbekøbing, hvor jeg nu har boet i syv år. En af de ting jeg godt kan lide ved at bo i en lille by er, at man ser og hilser på hinanden. I København ved man ikke altid, hvem der bor ved siden af, men i en lille by som Stubbekøbing snakker man med alle, også selv om man ikke kender hinanden. Når jeg går tur med min hund, stopper jeg tit op og snakker med folk om en plante eller vejret. Man har øjenkontakt og ser hinanden. Det giver en varme som jeg er glad for. Og folk er utrolig søde og hjælpsomme i små byer. Vi har facebookgruppe for Stubbekøbing, hvor vi hjælper hinanden. For noget tid siden havde jeg problemer med mit ben og spurgte på facebook om der var nogle der ville gå en tur med min hund. Der gik en time, og så havde jeg en hundelufter. Den slags er der tid og overskud til i en by som Stubbekøbing.

_-2.png

Man kan følge vejret

Jeg har altid været fascineret af vejr. Lyset, farvespillet, havet, vinden der laver bølger på en kornmark. Jeg har malet mange malerier, hvor jeg forsøger at skildre det jeg ser. Jeg sætter mig tit på en bænk og kigger på træerne, der svajer eller hvordan lyset spiller på havet. Det virker meditativt og giver mig en ro i hele kroppen. Jeg går tit ud på altanen og kigger ud over landskabet. Er der dis i dag? Er vandet roligt? Kan man se broen? Man kan se storslåede solnedgange over Farøbroen. Jeg kan bedst lide vejr med drama. Det giver stærke kontraster. Men uanset hvilket vejr det er, så er det en daglig nydelse at følge vejret.