Lars Bo, adm. direktør, Stubbekøbing

Lars Bo Bertram, adm. Direktør, sommerhusejer i Stubbekøbing 

 

Mørkets puls
Min kone og jeg bor på Frederiksberg, og for 12 år siden var vi til bryllup hernede i Stubbekøbing. Værten havde lejet dette sommerhus til vores overnatning, og jeg kan huske, at da vi næste morgen stod op og kiggede ud over vandet, sagde jeg til min kone; ”Hvis vi nogensinde skal have et sommerhus, så skal det være her.” For tre år siden hørte vi tilfældigvis, at det samme hus var til salg, og så slog vi til. Det har vi ikke fortrudt. Gennem mit arbejde rejser jeg meget rundt i hele Danmark, og udover Mors, er området ved Stubbekøbing nok det smukkeste jeg har set. Fra vores stue har vi en fantastisk udsigt ud over vandet og sundet. Vi kan følge fuglene på himlen og se solen gå ned over Farø broen. Jeg kan godt lide, at man kan se land på den anden side af vandet. Hvis det bare er et uendeligt hav, man kigger ud over, kan det godt virke dødt, men her kan man følge med i, hvad der sker over på den anden side. En anden ting som jeg holder meget af er stilheden og mørket. Når solen går ned bliver der fuldstændig mørkt. Det kan man ikke opleve så mange steder. Stilhed er heller ikke noget man er forvænt med, når man bor i storbyen. Når man lytter til den i mørket, falder pulsen automatisk og roen slår ned i en.

LarsBoBertram_.JPG

 

Snakken smitter
Når min kone og jeg er i sommerhus går vi meget op i at bruge de lokale butikker og deltage i områdets forskellige aktiviteter. Jeg får klippet mit hår hos frisøren i Stubbekøbing, vi deltager i vinsmagning og har meldt os ind i de lokale tennis- og golfklubber. Noget af det der har slået mig allermest, er, at folk hernede er supersøde. Når man kører over broen og lander på Sjælland, bliver stemningen en anden. På Falster er serviceniveauet højere, folk har mere tid, og der er næsten ingen grænser for, hvor de vil gøre for at man bliver tilfreds. Når jeg går ned i Stubbekøbings byggemarked fortæller de mig, hvordan jeg skal slå søm i, og når jeg kører op til tanken for at vaske min bil, møder jeg en VVS-mand, der fortæller mig sin livshistorie. Man hilser og taler med hinanden hernede. Det sætter jeg stor pris på. Hvis vi havde købt sommerhus nordpå, for eksempel i Hornbæk, var det måske blevet til lidt flere grillmiddage hos naboer og bekendte, lidt mere stift og formelt. I Stubbekøbing er folk mere afslappede og falder i snak med hinanden på en anden måde. De har ikke behov for at vise sig frem på en anden måde end de er. Det smitter hurtigt af på en, så man også selv slapper af. Ens forventninger til sig selv bliver anderledes. Man behøver ikke servere 3-4 retter, når man har gæster. Sjovt nok smitter den afslappede stemning også af på vores gæster. De hjælper til med maden og vi kommer tættere på hinanden på en mere naturlig måde.

 

LarsBoBertram_-5-4500pc.jpg