Sonja Nielsen, præst, tilbageflytter

Fordomme gjort til skamme

Jeg voksede op på Vestlolland i en lille landsby, hvor jeg følte mig anderledes. Jeg var ikke en heste- eller håndboldpige, men kunne godt lide at læse, og da jeg efter gymnasiet flyttede til København, var jeg lykkelig for storbyens kulturliv og mangfoldighed. Jeg læste teologi på universitetet, gik på museer, i teatret og brugte alle storbyens tilbud. Jeg havde derfor nogle bekymringer om at flytte tilbage til provinsen, men de bekymringer blev hurtigt gjort til skamme. Der sker en masse ting i Nykøbing, faktisk så meget, at jeg næsten har opgivet at følge med. Der er koncerter og gadeteaterfestival og meget andet. Jeg elsker byens bibliotek, hvor der er en ro og en fornemmelse af ånd. I København er bibliotekerne filialer, og bøgerne er gemt væk til fordel for computerskærme og cafeborde. Der er stor mangfoldighed i Nykøbing, også når det gælder mennesker. I København færdes man blandt mennesker, der ligner en selv, men her lever man blandt og taler med alle mulige slags mennesker. I min søns børnehave består forældregruppen af akademikere, håndværkere og folk på overførelsesindkomst. Vi hilser og taler med hinanden på kryds og tværs. Det giver en åbenhed, som jeg sætter stor pris på.

Sonja Nielsen - 2.JPG

Hvor starter mit hjem?

I København følte jeg, at jeg kom hjem, når jeg satte nøglen i døren til min lejlighed. Her føler jeg mig hjemme, når jeg kommer med toget og det ruller ind på Nykøbing F station. Jeg boede i 17 år i en god og billig lejlighed på Nørrebro, men fik sværere og sværere ved at føle mig hjemme i min eget hjem på grund af uro og larm. Der var bandekonflikter i området, skyderier, en konstant udrykning af politibiler og helikoptere der altid svirrede over hustagene. Der var larm fra naboen under mig og der var larm fra naboen over mig. I de senere år flyttede der flere unge mennesker til kvarteret, og med dem kom fester, musik og Distortion. Når man sidder og læser en bog, og der inde fra naboen lyder en uophørlig BUM-BUM-BUM, kan det godt være svært at finde ro. Storbyens puls passer sikkert fint til unge mennesker, men jeg fik et stærkere og stærkere ønske om ro og fred. Det har jeg fundet her. Her er ingen overfyldte busser eller myldrende cykelstier. Min søn kan cykle rundt uden at jeg behøver være bekymret. Fornemmelsen af stress er forsvundet. Jeg skal ikke hele tiden passe på, men har ro til min egne tanker. I København suste dagligt jeg gennem storbyens larm og slappede først af, når jeg kom ud til mit arbejde på Holmen, hvor der er træer og grøn natur. I Nykøbing slapper jeg af i hele byen, når jeg går rundt og møder folk jeg hilser på. Det er følelsen af hjem