Trine Baagø Jørgensen, skolelærer, tilbageflytter

Ingen trang til storbyens susen

Min mand og jeg kommer fra Falster, og da vi flyttede til København var det ikke på grund af en trang til at opleve storbyens sus. Tværtimod. Jeg føler mig ikke godt tilpas i store menneskemængder, og for mig er København bare høje bygninger og en masse mennesker. Vi flyttede derind, fordi min mands arbejde er i Ballerup og jeg skulle starte på overbygningsuddannelse i Emdrup. Vi blev glade for at bo i Vanløse, hvor vi fik gode venner og jeg arbejdede på en fantastisk skole. Men da vi fik børn, blev tingene besværlige. Vi boede på 2. sal, og det var et projekt hver gang vi skulle ud af døren, selv når vi bare skulle ned i gården. Har vi husket bleer? Er servietterne pakket? Man kan ikke bare efterlade sit barn i gården, hvis der er noget man har glemt. Vi følte, at der var for lidt plads, for megen logistik, og da vi havde boet seks år i Vanløse, syntes vi, at der skulle ske noget andet. Først kiggede vi på huse i Skovlunde, men da vi så, hvad man kunne få for pengene i Skovlunde, og hvad man kan få i Nykøbing, var vi ikke i tvivl. Vi skulle tilbage, hvor vi kan ånde frit, og der er plads til at folde sig ud.

Trine Baagø Jørgensen - 2.JPG

Det er gratis at kaste en sten i vandet

Vi købte et fantastisk, arkitekttegnet hus i Sundby og flyttede ind for en måned siden. Da vi første gang var ude for at se huset, kunne jeg se mine børn vokse op her, at det var her vi kunne føle os hjemme. Den lykkerus har jeg stadig. Vi sidder ikke med en stram økonomi og kan i stedet spare op. Børnene er hurtigt faldet til, og vi skal ikke være bekymrede for en underbo, når de hopper på gulvet. Da vi boede i Vanløse var min ældste søns yndlingsbeskæftigelse at gå i legetøjsforretninger. Nu er han ellevild, når vi går ned til stranden og kaster en sten i vandet. Det koster ikke noget at kaste en sten i vandet. Huset er stort, så børnene har fået hver deres værelse og min mand har fået et hjemmekontor. Der er plads til en stor togbane og til at de kan løbe og lege som de vil. Det har givet rolige nætter. Vi har en stor have, som de kan gå ud i, og hvor vi kan se træer og følge naturens gang lige udenfor vores vinduer. Jeg elsker at lave mad, og her er køkkenet så stort, at der er plads til at børnene kan lege på gulvet, mens jeg laver mad. En anden ting jeg elsker er at pynte op til jul, og det er rig mulighed for her. Vi har endda et træ i haven, der egner sig perfekt til julelys. Jeg føler, at vi er kommet til det rette sted. Naturen og havet er lige uden for døren, og det er så nemt at få ro i sindet her.