Trine, Stubberup

Førtidspensionist og iværksætter.
Flyttede fra Møn til Stubberup i 2016.

 

Fra leder på Novo Nordisk til frivillig på Lolland

Mit liv blev vendt op og ned en mørk aften i 2003. Jeg havde lige købt min første motorcykel og var kørt sent hjem fra et arbejdsmøde. I et lyskryds holdt jeg for rødt, og så kom der en bil, der ikke havde set mig. Jeg fløj gennem luften og landede på ryggen med motorcyklen over mig. Men jeg var alligevel i stand til at rejse mig op og trøste den unge, sønderknuste bilist. Bagefter valgte jeg af uransaglige grunde at køre hjem til mit hus i Sydhavnen på motorcyklen. Jeg tog noget smertestillende og gik i seng. Næste dag kunne jeg ikke røre mig. En ambulance blev tilkaldt, og på hospitalet viste det sig, at jeg havde brækket nakken og ryggen. Før ulykken havde jeg arbejdet som leder, sikkerhedsleder og stresscoach i 20 år på Novo Nordisk. Jeg elskede mit arbejde og brugte 80 timer om ugen på Novo. Trods 2-3 års genoptræning lykkes det mig desværre ikke at opretholde et arbejdsliv. De første år havde jeg hjælp til alle daglige gøremål. Lægerne sagde, at jeg skulle acceptere at sidde i rullestol resten af livet. Det kunne jeg ikke. Heldigvis havde jeg en god forsikring, som blev brugt på egen genoptræning og operationer. Det er lykkes mig at komme så langt, at jeg kan klare mig 80% selv, men smerterne er ikke væk. Ulykken satte sine spor, og har desværre givet mig kronisk PSTD, så jeg har svært ved at klare støj og uro. Jeg flyttede derfor til Møn, hvor der er stille og smuk natur. Der boede jeg i 2½ år, men jeg havde en følelse af, at jeg skulle længere væk, og købte derfor hus i Stubberup, hvor der er stilhed og vid udsigt over landskabet. Her sidder jeg tit på bænken og nyder naturen. Hvis jeg ikke hver dag ser et rådyr, en havørn eller andet spændene dyrevildt, er dagen ikke fuldendt. Der er tre dådyr der holder til i en højmose. Hver dag går de forbi mit hus, ned til Aalholm slot og tilbage igen om aften. Naturen på Møn er smuk og storslået, men på Lolland Falster er naturen meget mere mangfoldig. Jeg kører tit ud og oplever skove, vildheste, strande, søer og moser. Der er også mange flere kulturelle tilbud her. Jeg går til mange koncerter, foredrag og teaterforestillinger. Jeg nyder at være her.

_-2.JPG

Når man får lov til at vokse

Jeg klager ikke over mit liv, men jeg har svært ved at acceptere, at jeg ikke kan det samme som før ulykken. Jeg har en iværksætterlyst og vil gerne sætte gang i ting. Derfor er jeg aktiv i frivilligt arbejde. Jeg har været vågekone for Røde Kors og er med i smertelinjen, hvor folk kan ringe ind og få modet tilbage. Jeg er glad for at give noget af mig selv, og hvor jeg med mine erfaringer kan tilføre et projekt noget godt. Det giver mig glæde at være noget for andre. I Nysted har vi det smukkeste torv, men det blev ikke brugt til noget. Jeg spurgte derfor i vores lokale facebookgruppe om vi ikke skulle starte et loppemarked på torvet. I dag har vi et velbesøgt marked hver lørdag. Jeg kan godt lide, at få folk til at mødes og organisere det praktiske. En dag deltog jeg i et lokalt netværksmøde, hvor vi blev enige om, at det ville være en god ide med et bankospil i byen. Vi gik derfor i gang med at skaffe penge, præmier og lokale, og i dag holder vi banko fire gange om året. Nogle mennesker skal have et lille skub, før de kaster sig ud i noget nyt. Der er en aktiv frivillig som vi spurgte om hun ikke ville være med til at arrangere bankospillet, men hun kendte ikke noget til banko, sagde hun. Men hun sprang ud i det og voksede med opgaven. Det har jeg altid elsket, at få folk til at vokse i en gruppe. Det hjælper vi hinanden med her i området, hvor folk er utrolig søde til at hjælpe, hvis man tør række hånden op og sige, at der er noget man har svært ved. Jeg har købt en ny motorcykel, fordi jeg ikke vil lade mig begrænse af, at jeg har været kørt ned. Jeg nyder at køre på Lolland Falsters mange små snoede landeveje, men jeg har svært ved at køre så langt. Mine ture er pt 10-20 km. For nylig var der konfirmationskørsel for en ung mand i byen, og jeg blev spurgt om jeg ville være med, men jeg var bekymret for om jeg kunne klare det. Men de andre MC folk var utrolig søde og sagde, at de nok skulle køre foran og bag mig og give mig håndtegn, så jeg kunne følge med. Og det gjorde jeg. Jeg kørte med og blev passet på af folk der ikke kendte mig. Så bliver man taknemmelig. Man får lov til at vokse og føle at man hører til.