Eskilstrup

44 Eskilstrup – det er motorvejsafkørslen, der fører direkte til den gamle stationsby på Nordfalster. Den lokale beboerforening har valgt at bruge nummeret i al markedsføring af landsbyen, fordi det viser hvor centralt Eskilstrup ligger.

Uge 44 er derfor hvert år ugen, hvor Eskilstrup summer af aktivitet ud over det sædvanelige. Der arrangeres en række foredrag, folkekøkken, byløb, åbent hus på plejecentret, koncerter og Skovens Dag. I årets andre uger er der liv i Eskilstrup gennem kroen samt flere Bed & Breakfasts. Der er flere aktive sportsforeninger i byen, der sørger for aktiviteter for alle i Eskilstrup Hallerne.

Eskilstrup er rig på historie. Eskilstrup Mølle blev opført i 1882 og var i drift frem til 1960, og den drives den dag i dag af det lokale møllelaug. Kirken har den særlige lyserøde farve, der er karakteristisk for flere kirker i Guldborgsund. I kirken findes kalkmalerier fra ca. 1250, der regnes for at være de ældst bevarede i landsdelen.

Eskilstrup har mange seværdigheder. Danmarks Traktormuseum, hvor der findes mere end 200 traktorer fra 1889-1960, ligger i en gammel fabriksbygning fra 1918. Derudover kan du møde levende krokodiller i Eskilstrup Krokodille Zoo, hvor der arbejdes med fokus på bevarelse af natur og dyrearter. Derfor findes alle typer nulevende krokodiller i verdenen i den lokale zoo.

 

Er din landsby ikke på?

Kontakt Bosætningskoordinatoren på 25181897 og hør hvordan i får en licens til minlandsby app og kommer på voresguldborgsund.dk

Min landsby kalender